Den uretfærdige vind
Af guelay sahinDen kraftige vind tog fat om hendes ryg, nakke og ben og kastede hende fremad. Den daskede hende på nakken og nev hende i ørene. I januar måned var vinden barsk og brutal. Den råbte aggressivt og kynisk, at hun skulle frem, mens den blev ved med at skubbe til hende. Der var mørkt og mennesketomt på Stefansgade. Der var usædvanlig stille. De sædvanlige lyde af skridt, summen af menneskestemmer og samtaler på fremmede sprog, var forsvundet. Lydene af fulde unge menneskers højlydte latter, kampberedte udrykningskøretøjers sirener og bilers motorer, der normalt var pisse irriterende at lytte til, savnede hun pludseligt. Hendes egen gade virkede fremmed.
Vinden brølede ind i hendes øre, at den var mægtigere end hende, at den kunne vælte hende og hendes lejlighed om kul, hvis det passede den. Den omklamrede hele hendes krop og ruskede hende. Med et lidt højere toneleje hvæsede den, at hun skulle adlyde dens diktat om at komme i omdrejninger.
Det var faktisk truende og voldelig adfærd, det den havde gang i, tænkte hun. Det var en lovovertrædelse sådan at vise muskler og true med at tage bopæl og liv fra hende, dersom hun ikke gjorde, hvad den sagde. Et billede af et retsmøde i byrettens lyse men akustisk forfærdelige lokaler på Blegdamsvej dukkede op i hendes hoved. Januar – vinden skulle straffes med minimum en bøde dog helst en fængselsdom.
Først nu bemærkede hun, at vinden havde sluppet taget om hende. Den var sågar blevet stille mens paragrafferne og strafudmålinger havde kørt rundt i hovedet på hende. Det var som om den havde læst hendes tanker. Vinden var der stadig, den var der hele tiden, omkring hende, på hende og under hende men ikke så stærk, ikke så intensiv og voldsom som før.
- Du er ikke mig Den Almægtige Vind. Du kan ikke måle dig med mig. Tag dig sammen. Du kan hverken se eller gribe fat i mig. Hvordan fanden skulle du kunne sagsøge mig?, spurgte den og tilføjede inden hun nåede at blinke:
- Kend din plads og din styrke. Lad det blive din lektie til næste gang vi ses.
Farvel og tak for kaffe, hørte hun sig selv mumle. Det var da godt nok en stærk og intensiv slurk kaffe, tænkte hun. Hun stod helt stille på hjørnet af Stefansgade og Jægersborggade og kiggede tomt ud i luften med sin cykel ved sin side. Begivenheden med vinden fik hende til at tænke på en gammel oplevelse. Oplevelsen af ydmygelse og vrede på samme tid. Oplevelsen af at stå tilbage i et fremmed land med en kraftig og bitter eftersmag af stærk tyrkisk kaffe og kaffegrums i hele det orale indgangsparti. Hun klemte hænderne hårdere omkring cykelstyret.
Første gang hun havde drukket tyrkisk kaffe, sad hun på en lille udendørs cafe i Sultanahmet- kvarteret i Istanbul med Den blå Moske som udsigt. Et skummelt og dystert kvarter, hvor alle andre end restaurations - og hotelpersonalet havde været turister. Selvom hun også havde været turist, havde hun betragtet sig selv som væsentlig anderledes. Modsat de øvrige turister bestilte hun tyrkisk kaffe. Det var jo netop for at smage på det eksotiske, at hun var rejst. Dengang kunne man hverken finde kebab forretninger eller vandpibe-cafeer med udbud af tyrkisk eller arabisk kaffe på hvert hjørne af Nørrebrogade. Bare tanken om at der en dag skulle ligge en Cafe Ali Baba og de 40 vandpiber på Jagtvejen, bestyret af en Ali Baba - type, var fantasi og utopi dengang.
Hun huskede tydeligt, at hun havde hånet og latterliggjort størrelsen på koppen, som tjeneren havde serveret kaffen i. En lille fin porcelæns kop dekoreret med tulipan motiver, der sammenlagt indeholdt 4 spiseskefulde drikkeklar kaffe. Det var alt for lidt kaffe til hende, det kunne hun drikke i en mundfuld, havde hun tydeliggjort overfor tjeneren. Tjeneren havde forklaret, at man skulle drikke tyrkisk kaffe ved at nippe til det. At der var en hel ceremoni og tradition omkring kaffedrikning i Tyrkiet. At der fandtes et tyrkisk ordsprog og en klassisk sang om kaffe.
Hvad fanden skulle det nu betyde, de tyrkere, de er da heller ikke helt raske. Kaffe er sku´ da noget man hælder ned for at holde sig vågen, et elementært fødevareprodukt, havde hun tænkt.
Tjeneren havde brudt ind i hendes tankevirksomhed og sagt et eller andet volapyk, Bir fincan kahvenin kirk yil hatiri var, en kop kaffe bør huskes i 40 år, det siger det tyrkiske ordsprog. Inden hun havde nået at aflevere en replik, som hun var skrap til, havde han råbt noget kaudervælsk til den anden tjener, der stod ved kassen. Og så spillede hele den tyrkiske musik ellers på fuldt skrue. En bitter og hæs kvindestemme tilsat en kalejdoskopisk anvendelse af instrumenter udgjorde en eller anden form tyrkisk melodi. Det var som om pladen hakkede og sangen derfor blev ved med at komme tilbage til samme sted i teksten: Bir fincan kahve olsam kirk yil hatirim vardi. Gudhjælpeme´ om tjeneren ikke også begyndte at gentage teksten. Nu var det fandeme for meget. Hun kunne ikke holde en lille dråbe mere af hele den tyrkiske musik ud længere. Hun måtte foretage sig et eller andet for at demonstrere, at det her cirkus skulle stoppe. Tjeneren fortsatte med at fortælle at sangen handlede om en kvinde, der sang til sin elskede, der havde svigtet hende stort, at hvis hun havde været en kop kaffe, ville han havde husket hende og været taknemmelig i 40 år.
Huske en kop kaffe i fyrre år, så har man sgu heller ikke noget liv eller noget at tage sig til. Være taknemmelig for en skaldet kop kaffe i 40 år, de er bindegale, hvem fanden husker det, det er sgu tyrkertro, havde hun tænkt. Nu kunne de tyrkere fandeme lære det sagde hun til sig selv og drak demonstrativt og respektløst hele koppens indhold, mens hun havde stirret insisterende på tjeneren. Han var med denne handling blevet øjeblikkelig stille og havde stivnet. Der fik jeg ham havde hun netop nået at tænke, da hun havde mærket et ubehag. Hendes mund, hals og tænder, var fyldt op med Assistens Kirkegårds samlede mængde jord.
Rasende over ubehaget med at få ligeså meget kaffegrums i munden, som der ligger jord på Assistens Kirkegård, bad hun tjeneren om en ordentlig kop kaffe uden kaffegrums i halvdelen af koppen. Tjeneren oplyste på en irriterende belærende måde, at kaffen var lavet i harmoni med den tyrkiske kaffebrygningstradition. At en perfekt tyrkisk kaffe bliver lavet, når man koger vand i en slags mini kasserolle, tilsætter kaffe og tager det af blusset i det sekund, hvor det skummer ligeså kraftigt som når Sortehavet får sine humørtrip. At den sammenkogte blanding hældes i en kop og serveres et par minutter efter at kaffegrumset er faldet ned i bunden af koppen. Hans forklaringer havde gjort hende endnu mere rasende. Afmagten og ydmygelsen havde fået hende til at ønske at tage umiddelbar hævn. Hun havde forladt cafeen i raseri uden at have betalt.
Hun havde forsøgt at få erstatning for undladelsen af at give den nødvendige instruktion ved varelevering. Det tyrkiske juridiske system havde været primitivt. De havde fortalt hende at der ikke havde været grundlag for at søge erstatning. De havde selvføleligt behandlet hende uretfærdigt for at beskytte deres landsmand. Siden dengang havde hun haft en aversion mod Tyrkiet, tyrkere og i det hele taget den tyrkiske kultur. Ved hver lejlighed havde hun fremhævet det dårlige ved Tyrkiet og trukket paralleller til den ubehagelige og uretfærdige oplevelse hun havde haft. Hvis ikke hun kunne få retfærdigheden i Tyrkiet af de relevante myndigheder, så kunne hun jo tage den i egen hånd. Hvilket hun havde gjort i storstil. Det skulle fandeme deleme ikke var gratis, sådan at behandle hende skidt og så slippe fra det. Og hendes oplevelse var jo kun en ud af gad vide hvor mange grovere sager. Tænk bare på kurderne og de religiøse mindretal i det land.
Den samme afsky hun havde fået for Tyrkiet og alt hvad der relaterede sig til dette land, havde hun fået for Januar - vinden, nu skulle den fandeme lære det, sagde hun bittert til sig selv. Cyklen væltede ned på fortovet.
- Sagde du noget, spurgte en mandestemme.
En mørkhåret mand, med et stort sort skæg og kraftigt mørkt hår, stod foran hende. Han bukkede sig ned, samlede cyklen op og kiggede på hende.
- Undskyld dame men jeg tror du skal tage hjem i stedet for at stå og stirre her. Jeg ved godt det giver aktion og alt muligt at stå på hjørnet af Jægersborggade og måske lure et skyderi, men, her er altså bandekrig. En ung dame som dig burde tage hjem, sagde han på fladt københavnsk med en sociolekt, der antydede, at han havde bestået folkeskolens afgangsprøve på nåde. Hans stemmeføring var hård og dikterende. Han løftede armen og lagde hånden på hendes skulderblad. Det var en stor hånd.
Vinden tog til og susede forbi hendes øre. Den puffede til hende og mindede hende om, at den var på vej igen. På vej til at udspørge hende om, hun havde lært at makke ret overfor Almægtigheden -himself.
- Lad vær at rør mig, fjern din hånd snærede hun. Han fastholdt sin hånd om hende og kom tættere på hende. Han havde nogle mellemøstlige træk, han lignede i hvert fald ikke en Svend Andersen. Han lignede en Abdallah eller Abdallaaah, var nok mere korrekt.
- Jeg gør dig intet, jeg forsøger bare at beskytte dig, smut hjem med dig, lille pige, hviskede han. Han havde en hård og hakkende arabisk accent. Hans macho- attitude, især begrebet lille - pige, gjorde hende tosset.
Vinden blev kraftigere. Et par cykler, der stod på støtteben langs bygningerne på fortovet faldt ned. En netto- pose fløj fra den ene side ad gaden til den anden. En gren på et træ knækkede En potteplante faldt ned fra en vindueskarmen og landede en halv meter fra hende. Vinden mente det alvorligt, tænkte hun. Den viste sin styrke uden nogen form for beskedenhed. Den var grov og voldsomt uagtsomt. Den havde meldt hende krig. Hun ville ikke finde sig i det, hun ville kæmpe imod. Vise den at hun ikke var bange. Vinden kunne ikke bare opføre sig som det passede den. Hun havde ikke gjort den noget, hvorfor skulle hun straffes for ikke at makke ret overfor den. Det var uretfærdigt. Og hvis der var noget hun hadede og ville kæmpe for, så var det retfærdighed. Koste hvad det vil. Hvis retfærdigheden ikke selv fandt sin plads og vinden blev ved med at hundse rundt med hende, ville hun tage retfærdigheden i egen hånd og hævne sig. Men først ville hun forsøge at gå rettens vej. Hun ville sagsøge vinden. Nu var den selv ude om det.
Et slag ramte hende på skulderen. Hun knælede af smerte og faldt sidelæns ned og slog hovedet på kantstenen.
Et ekko af en kvindestemme kaldte hendes navn langt borte fra. Hun kiggede sig omkring, men der var ingen kvinde i nærheden. Hun var alene i en grøn skov. Der var kun planter, træer og svampe at se. Ingen kvinde, intet menneske kom til syne. Stemmen der kaldte hendes navn blev højere og højere, tydeligere og tydeligere. Hendes omgivelser forvandledes fra grøn-brune farver til hvide og blå nuancer. En ung lyshåret kvinde kom til syne.
- Jeg hedder Marianne Hansen, jeg er sygeplejerske her på afdelingen, du har været i narkose efter operationen i går. Du er heldig at politiet befandt sig i området og kørte dig ind, mens du var besvimet. Politiet vil gerne tale med dig. Vi har her på afdelingen, holdt dem væk, mens du har været i livsfare, men du bliver nødt til at tale med dem nu. Jeg går ud og henter dem, sagde hun og forsvandt ud af døren.
To veltrænede unge betjente kom ind ad døren. De stillede hende en masse rutine spørgsmål og bad hende forklare i detaljer, hvad hun lavede på gaden på det tidspunkt, hvor hun var på vej hen og hvem hun var ledsaget af. Hun fortalte om sit uvenskab med vinden og om sit princip om at kæmpe for retfærdigheden. Politiet spurgte om hvem manden ved hendes side havde været, og da hun gentagne gange havde fortalt at hun ikke kendte ham, sagde politiet at hvis hun ikke snart hostede en troværdig forklaring op, ville de anholde hende for medvirken i bandekrig og tilbageholdelse af informationer.
- Vi så dig snakke meget venskabeligt og bekendt med manden, men vi ville ikke vise os frem, før der var optræk til noget, da tagstenen så ramte dig og du skreg, begyndte de alle at løbe fra alle deres skjul. Din ven blev stående og forsøgte at hjælpe dig op, indtil han fik øje på os. Tænk dig om inden du svarer, sagde den ene af de to betjente. Hvis ikke det havde været fordi situationen havde været som den var, ville hun klart have foreslået en trekant efter fyraften. Det irriterede hende at hun fantaserede om en vidunderlig orgasme, når hun i stedet skulle fortælle dem at alt hvad hun havde fortalte var rigtigt. At de var nogle fucke up stoddere, der trådte hende over fødderne og ikke lyttede til, at hun var blevet uretfærdigt behandlet af vinden.
- Du kan godt se at din historie om den uretfærdige vind ikke holder i byretten, ikke? Altså tror du selv at der er en advokat, der overhovedet gider tage sagen op. Tror du selv på, at der findes en advokat, der i fuldt alvor vil kigge en dommer i øjnene og kræve erstatning, spurgte den anden betjent.
Det gjorde hende meget ondt, at politiet ikke troede på hende. Det var så uretfærdigt. Hun kunne mærke tårerne snige sig ud af øjnene og trille ned af kinderne.
- Fortæl os så, hvem den perle er, giv os et signalement, så slipper du for os og hele retssystemet, der vil se dig som et problem og en del af Bandekrigen, sagde den første betjent.
Hun følte sig presset og begyndte at mumle noget. Hun kunne ikke styre det, det væltede ud af hendes mund med ord. Det var ren fiktion.
Hvis politiet fandt manden, ville hun med denne forklaring til enhver tid vinde sagen i byretten tænkte hun, da politiet havde takket og forladt hende. Et dårligt uddannet hankøn, en macho type med anden etnisk baggrund end dansk, der ville voldtage og havde været voldelig. Enhver dommer ville bare ved at læse navnet Abdallah i anklageskriftet tænke, at der var noget om snakken. I det øjeblik han kom til syne, ville dommeren være overbevist om, at han var skyldig. Når han så endelig fik ret til at forsvare sig, og dommeren hørte accenten, ville han ikke være i tvivl længere. Abdallah ville blive dømt for voldtægtsforsøg, vold og sandsynligvis også bandekrig. Hun havde lige fortalt politiet en troværdig historie. Det var retssamfundets historie.
