torsdag den 22. oktober 2009

Dagens Tekst

Dagens tekster er henholdsvis en kort-novelle samt to digte.

De er forfattet af Tanja Maria Truelsen


Adfærd

Han har købt sig en lille butik på en sidegade til Nørrebrogade. Hver morgen sidder han udenfor på sin lille skammel og drikker en varm kop te. Han er altid så nydeligt klædt. Idag har han for eksempel en sort, langærmet skjorte på med en vest ud over, der er grå på bagsiden og sort på forsiden. Dertil har han et changerende, syrenfarvet slips stukket ned mellem skjorten og vesten, så man kun kan se slipseknuden og den øverste tredjedel. Det er en flot stram knude. Han er også iført et par koksgrå habitbukser med pressefolder og et par sorte velpolerede laksko, der siger klak klak klak, når han går. Han går en del.

Han går meget og kigger ned. På fliserne, og langs med husmuren, rundt om den grønne telefonboks og langs med kantstenene. Han går og samler ting op. Papirsposer, slikpapir, plastiklåg, papkrus, plastikbægrer, plastikskeer, glasskår, cigaretskodder, hundehår, og dankortkvitteringer. Indimellem går han også ud mellem de parkerede biler, hvis han ser noget dér. Han kan sågar finde på at sætte sig på hug for at skrabe noget af én af fliserne.

Hans skuldre er altid trukket godt tilbage, når han går. Nogle gange folder han også hænderne omme bag ryggen. Så samler han skraldet op, vender sig om og går, med armene trukket godt tilbage, op til skraldespanden der står placeret på hjørnet af Nørrebrogade og smider det ud. Han går rigtig mange ture sådan, op og ned ad fortovet og kigger. Hver gang han runder skraldespanden, kigger han lige en ekstra gang på de forbipasserende. Hans fødder drejer udad, når han går, men han er meget høj, han er må være tæt på de to meter, tror jeg. Og så er han slank og mørkhåret.

Han er også tit oppe at stå på en stige for at rykke rundt på sit skilt. Andre gange vasker han det. Det hænger på en metalstang ud fra væggen lige over indgangen til butikken. Skrædder står der på det. Han anvender en lav stige. Det er en dum stige. Han flytter meget rundt på den, et par centimeter til højre og lidt bagud og så lidt frem igen, før han er klar til at gå tre trin op, med sin hammer i hånden for at banke på skiltet og på hængslerne.

I den rigtige vindretning har jeg hørt, at skiltet kan knirke, ligesom i en klassisk western film. En knastør, støvet sydvesten vind sætter pludselig ind. Det piver. Lige om lidt ruller en balle hø ind over fortovet. Han begynder at gå langsomt, nøjeregnende med afmålte skridt, ud midt på gaden. Hans blik er rettet skråt opad gennem øjenbrynene. Hans hænder hviler på bæltet. Han er klar. Han har knivskarpe reaktioner. Han stiller sig nu, lidt med siden til, parat til at trække sin gun og klør sig i skridtet.


Golden Shawarma

hønen med ægget til

peblinge sø

blink, blå blink til

mørke ruder

et skud i hovedet til

en 20-årig

Ruth, sut min pik til

væggen

gunshots gennem bilrude til

tilfældig

kvinde med poser på trappen til

kirken

golden shababas - shawarmas til

natmad

opera klokken 7 imorgen tidlig til

underbo

svane vraltende på isen til

forbipasserende



Nørrebrogade Oodee

I

Nørrebrogade overdosis; dagen derpå

i hendes åbentstående kavalergang -

en søndagssuit af de bare næver

flasker, glasskår og brækklatter i hjørner, på

fortovene, cykelstien og på bænken ovre ved busstoppestedet.

Fedtede shawarma papir, MacD flamencoæske indsmurt ketchup, lagt oven på

i skraldespande eller flydende på undergrundens nørrebrovind. En due i tidlig kurmageri rundt og rundt om sig selv

langs rendestenen mod hende duedamen oppe på cykelstien, der ikke fatter en skid.

II

Forbi det rene glas og bastarden og videre ned på

louises, hvor vi også ender i et vaklende blackout.

Jeg husker intet af hvordan jeg kom hjem

hvordan jeg kom i seng men nu ligger jeg her og skal op.

Jeg skal op!

Ved siden af mig ligger en mand; jeg vrider armen om på

ham, beder ham fortælle hvem i alverden og hvordan i alverden og hvad

fanden laver han her. Hans arm føles kold, der kommer ikke en lyd, han lukker

kun lidt bræk ud, der flyder ned over puden i det jeg vender ham om. Han er død.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar