Dagens Tekst

Som allerede nævnt vil vi i ugerne op til receptionen den 29. oktober publicere en række af de indkomne tekster her på bloggen. De gengives i deres rene, uredigerede form.

Vi ligger ud med en novelle:


Eva og Elefanten
Af Maria Skov

”Første gang er altid den sværeste”, siger den gamle mand med det tynde gullige ansigt, idet han sætter sig ned. Den lille butik i en kælder i Meinungsgade er oplyst af en gammeldags glødepære. Havde det været et lysstofrør eller en sparepære, der lyste rummet op, ville mandens ansigt have haft en anderledes duegrå farve og hudens porer og prikker var blevet afsløret med det samme. Manden er kunsthandler, og stolen, han sidder på, er omringet af statuer, malerier, lerkrukker og antikke møbler fra et slot på Fyn. Det varme lys gør det blå hav på et maleri grønt og det røde betræk på stolene orange. Personen, som han henvender sig til, er denne histories hovedperson. Hun hedder Eva, og han hedder Bent W. Hun lytter opmærksomt, og lidt skeptisk, imens han fortsætter sin fortælling.
”Selv er jeg opvokset på Bogtrykkervej i Nordvest, og hvert år ved juletid lavede min mor, Dea, familiens soveværelse om til et bageri. Dag og nat bagte hun brunkager på lægeordineret amfetamin”.
Bent W. ligner ikke en, som har tænkt sig at give Eva ordet lige foreløbig.
Hun sidder på en skammel, med albuen på sit knæ, over for den gamle mand, og undrer sig over, at læger engang har uddelt amfetamin på recept. Egentlig vil hun helst fortælle sin egen historie – hun trådte nemlig ind i Bent W’s butik for fem minutter siden, fordi hun har en plan.
”Jeg kørte rundt i kvarteret på min cykel og solgte poser med brunkager til to kroner og 25 ører per pose”, siger Bent W. og fortsætter:
”Første gang var den sværeste, men jeg vænnede mig til at banke på hos fremmede og tage imod deres penge. Det eneste jeg ikke kunne vænne mig til var, at lugten blev hængende. En sommerdag, længe efter at bageriet var blevet til soveværelse igen, skulle jeg til en fest, og jeg tog min transportable pladespiller med. Da den lille maskine blev varmet op og musikken spillede, bredte der sig en duft af brunkager til hele festen. Og ja, der lod jeg altså som ingenting. Det glemmer jeg aldrig.”
Eva er ikke kommet for at sælge kager, hun er kommet for at sælge noget meget mere personligt, men den spinkle kvinde med de store øjne og det lange mælkehvide hår kom ned i kælderrummet med en styrke (og en sårbarhed i parentes), der mindede Bent W. om sin mor. Og deraf historien om brunkagerne.
Eva er fra en helt anden generation end kunsthandleren. Selv hendes forældre er en generation yngre, og den amfetamin, de har indtaget, har ikke været på recept. Det er noget hendes onkel fra USA har taget med til konfirmationer og 40-års fødselsdage.
Bent W. maser sig over i et hjørne, hvor han fylder en kedel med vand og tænder for et gasblus. De kan vælge mellem to slags tebreve, blåbær og vanilje.
”Blåbær”, siger Eva.
Hun ved ikke, hvor hun skal starte. Det er ikke mere end to timer siden, hun fandt et link på nettet til butikken i Meinungsgade. Og nu er hun her. Hun er lige kommet hjem fra London, hvor hun i tre år har gået på fotoskole og har levet af grønne æbler morgen, middag og aften. Fordi hun havde ikke råd til andet. Derfor er hendes arme ikke meget tykkere end benene på den skammel, hun sidder på. Imens Bent W. står med ryggen til og åbner den lille farverige kasse med te, begynder hun forsigtigt:
”I mange år har jeg ledt efter det lille øjeblik, der hedder Nu. Jeg har forsøgt at fange det igen og igen med mit kamera – men alligevel glider det hele tiden fra mig. Engang tog jeg et billede af en stjerne, og da jeg kiggede på himmelen bagefter, var den væk. Først var jeg glad for, at jeg havde nået at fange den. Men det gik hurtigt op for mig, at jeg bare havde fået endnu et billede af noget dødt. Og så græd jeg. Hvert sekund begraver jeg nuet i en fortid, som jeg hader, og hvis livet kun er fortid og fremtid, så er jeg ikke sikker på, at jeg er så vild med det”.
Bent W. lytter opmærksomt, men er ikke helt sikker på sin egen rolle i Evas fortælling.
”Jeg er kommet her for at tilbyde dig min fortid. Nej, sælge den. Jeg vil gerne af med den. Og jeg vil gerne give den til én, som har forstand på kunst,” siger Eva.
Hun vrider sig lidt på skammelen. Normalt stoler hun ikke på fremmede. Faktisk stoler hun ikke på ret mange. Det har hun ikke gjort siden en af hendes onkler – ikke ham fra USA, men en anden - lejede et værelse i det hus i forstaden, hvor hun voksede op. Han stjal hendes dagbog, da hun var 12 år, og forlangte at få gratis smøger – ellers ville han underholde resten af familien med hendes første seksuelle fantasier. Senere i livet fik hun hævn, for det gør Eva altid. Hendes største personlige sejr, indtil nu, har dog været, at hun fik en plads på en fotoskole i London uden studentereksamen og med et engelsk ordforråd, der kunne tælles på to hænder og to fødder. Men hvad der nu skal ske, ved hun ikke. Men hun ved, at hun bør gøre noget. Et eller andet.
Bent W. serverer teen og nikker ja, da Eva tager en pakke rød Prince frem. Det mærke røg hun, da hun var 12 år og det ryger hun stadig i dag, hvor hun nærmer sig de 30. Bent W. finder et askebæger frem, der er blevet tømt mange gange, men aldrig vasket. Det tykke lag aske, der har klistret sig fast på indersiden, har ændret det rum Eva asker i fra firkantet til rundt.
”Jeg ville gerne give dig den gratis. For jeg tror, at det er vigtigt, at jeg lægger min fortid bag mig. Den dukker op hele tiden og sluger Nu, som et stort sort blævrende monster i en japansk tegnefilm. Men der er bare et lille problem: Min mor bekymrer sig aldrig om hverken fortid eller fremtid. Derfor har hun nu et par bryster, som en anden har betalt. Hendes ekskæreste mente, at bryster var en god investering, indtil han skred og efterlod en seddel hos lånehajen, hvorpå der stod, at pengene sad på mor. Nu bliver hun truet, og derfor har jeg brug for penge. Jeg kan ikke lide, at nogen ejer et stykke af min mor. Heller ikke selvom det er lavet af plastik”.
Eva sukker dybt på en måde, hun altid sukker, når hun fortæller om sin familie: Irriteret, fordi hun på en gang hader og misunder sin mors tilgang til Nu og livet, og bekymret, fordi Eva selv husker alt, og frygter fremtiden..............