Dagens Tekst

Dagens tekst er fem små prosastykker der bevæger sig rundt i bydelens gader med skarpe lyriske observationer.

Teksterne er forfattet af Louise Kjeldsen

Tomsgårdsvej
Uendelige rækker af gult og rødt gør stemningen grålig. Mine tanker søger tilbage til byen, som jeg føler, jeg forlod og en følelse af fremmedhed og anonymitet overtager alt. Snigende depression daler med sneen og lægger sig klæbrigt i orange lygteskær, mens nogen tramper højt og en bil brænder gummi. Sirenesang i natten og pludselig – udsigt over det, der er Købehavn. Herfra kan man længes helt til vindmølleparken bag en kirke af marmor, have lyst til at kaste sig ud og bæres på opvinde tilbage til den inderste by. Man kan se lys på Riget, som har placeret sig skævt, og et kors af guld i det andet øje. Ingen ved, at der er huler i jorden i fælledparken, kun mågerne, som du har hidkaldt, fordi det også bliver morgen i NV. Men hvornår? Og der er så langt hjem ad Frederikssundsvej, og du har ikke nogen rene lagner, og støvet lægger sig og kvæler alt, alt, opvasken mugner, toilettet kalker til, jeg kan ikke være her, jeg må ud af alt, der er sølet i denne bæfarve, jeg må væk. Men jeg blæser en sæbeboble i hoveddøren, hvor sneen er hvid som det hvideste snit før den rammer jorden. Og så stiger jeg op gennem malerlugt og tørhed til 5. Sal igen, for jeg elsker dig, selvom røgen snart kvæler mig, og jeg skal dø på denne måde i Nordvest, hvor du kan begrave mig på Hulgårds plads mens 5A musicerer.

Blågårdsgade
Man kan få pattegris på Blågårdsgade, hvis man er lykkelig. Man kan også ligge i sukkerlage på en café time efter ensom time, mens den anden side af gaden emmer af sort kaffe. Måske kan man arbejde dér bag sit vindue igen og igen, mens du går forbi med en helt anden i hånden og man ikke aner, hvem du er, og at du en dag får et ansigt og en krop, som bliver ens hele hverdag. Man kan stå der i vinduet og drømme om den dag, uden at vide, at det er det, man drømmer om, og at det ukendte kommer til live lige her; at pattegrisen rent faktisk bliver spist ude i fremtiden. Og at det da ikke er en anden, men en selv, der går med dig i hånden på den anden side af ruden. Man kan drømme om den dag, drømme frem og drømme tilbage, fra et punkt på hver sin side af blågårdssensommeren. Man kan gå på loppemarked dér, hvor man også får pattegris, og bagefter får rørt ved sine patter i en lejlighed af dig, som man ikke anede, hvem var, dengang man drømte frem, men som man kender helt til skuffelsen rand, den dag, man drømmer tilbage. Man kan skifte lyserød glasur ud med lyserøde heldragter, overhælde sig med hvidvin, sælge hele sit gamle liv på loppemarkedet og overgive sig. Så klunser man tøj på hjørnet af Nørrebrogade, drejer nedad og ryger cigaretter, man er for fuld for tit og for meget, man lever helt nyt og er imponeret over dét. Man stiller en kineserdukke i vinduet, maler en gammel træramme og parkerer sin cykel ved siden af en stjålet; man bliver kærester, man skilles, men det gamle liv er solgt. Pattegrisen er spist, og nu er Blågårdsgade tom.

Skt. Hansgade
I vintermørket kan man gå på Skt. Hansgade og kun fornemme de farver, der hersker. Man kan danse med den lille pige på væggen, og glide i et kondom, mens anstændige mennesker brækker sig. Kold ind til benet kan man blive, når det er vinter, og drømme om Skt. Hans; kold ind til benet kan man blive, når det er forår, men man tror, det er Skt. Hans. Her er der fuld af hekse, som aldrig må flyve deres vej, og som puster på mig fra søen til torvet, fra torvet til søen. Jeg vil tyde skriften på væggen og bliver aldrig færdig, for hver nat vokser der nye ord frem. Vinyler og bøger står i vejen i stabler, andres minder er til salg og dét for dyre penge. Jeg behøver ikke købe, for jeg har nok i mig selv. Det samme har ænderne for enden.

Griffenfeldsgade
Der var rødvin og der var du og jeg dig. Perlerne flød over gulvet og vi tyggede dem med plastictænder, tændte tandstikker, røg med grise og grinede. En dag var vi nøgne i Annapurnabjergene, kun iført latexhandsker og campingstole, mens en neandertaler svingede sin anakonda. Vi sloges og vi knaldede så vaserne klirrede, jeg kastede op og kogte kylling. Scenen var sat helt sort, og lykken var desperat i sin leg med vores legemer. En supernova eksploderede på himmelen over kastanjetræet, og du sagde aldrig, aldrig besværgelsen igen. Du tog din pik og gik. Så drak vi mere rødvin og græd, og nu er vi bare glade – uden rødvin, uden dig. Men du og jeg.

Mågevej
Et andet sted i NV blev mågerne hidkaldt en morgen, og her er de i hvert fald ikke. Her er træerne grønne, farverne ej falmet til opkast endnu, der blomstrer buske i en gård og hersker uhørt stilhed, når jeg har været bag om blokken. Her går livet videre med blide tigerbrøl og skrig, som kan lokkes frem, selvom de syntes tabte. Vi leger zoologisk have med bamser, og du nusser din hamster mens en skade skratter og jeg indser, at den er sket. Du gav mig engang en giraf i gave, og på den red jeg videre, væk, trak støvlerne op af sølet og kvalte mit hjertes vaklen. Nu svajer giraffens hals faretruende, og en tiger ligger druknet på havsens bund, mens et venskab er groet frem af nøgne kroppe. Sommeren går på held og jeg går i frø, men hvad skal der ske med tætheden på Mågevej, når dyr og planter dør og vintermørket igen lægger sig kvælende over Nordvest? Lad os bygge en ark og sejle derud, hvor vi ikke kan bunde!